Kort om Restless legs syndrome
Restless legs betyder uro i benene. Restless legs syndrome er en fællesbetegnelse for en tilstand med ubehagelige følelser i benene sammen med en uimodståelig trang til at bevæge benene.
Symptomerne opleves som krybende, varmende, stikkende, sviende, sovende, brændende og af og til også smertende følelser dybt inde i det ene eller begge ben. RLS er ofte en kronisk tilstand, som typisk viser sig i 30-60 års alderen, symptomer kan dog optræde tidligere. Under søvn har de fleste også benbevægelser.
Fornemmelsen starter eller forværres ved hvile og inaktivitet i siddende og liggende stilling. Som regel lindres følelsen hurtigt ved bevægelse. Symptomerne er værst om aftenen og natten, varer fra ca. et kvarter til en times tid, hos nogle hele natten hvor de forstyrrer nattesøvnen. Hos enkelte varer det hele døgnet. Generne kan være ret invaliderende, fx når man gerne vil hvile, sidde stille, sove, køre bil eller under flyrejse.