Erfaring og cases fra kunder
Dreng på aflastningsinstitution: Positiv påvirkning både fysisk og psykisk
Vi har på vores institution en del børn med ADHD, som har en voldsom fysisk uro. Hos flere dem har vi oplevet, at de, ved at sidde i stolen mens den har været på stabilt vippeprogram, har kunnet finde en større ro.
Vi har stolen til at stå i en af vores opholdsstuer, som en del af det faste møblement. Vi oplever børn, som vælger at se film/opholde sig i pågældende stue, da det er her, stolen står, med både ringdyne og U-pude som tilbehør.
Mads er 10 år gammel og diagnosticeret med ADHD. Han har meget indre uro, hvilket han selv er bevidst om, men generelt har svært ved verbalt at give udtryk for. Han blev præsenteret for stolen en eftermiddag, og syntes den var rar at sidde i, når han kunne justere ryglænet i en passende position, og den bare vippede på det stabile program og uden musik. Da han vågnede næste morgen, satte han sig selv ind i stolen og sad der og blev vippet en times tid. Normalt har han svært ved at komme i gang med sine rutiner om morgenen – trække i tøj, børste tænder mm. Denne morgen, efter at Mads havde siddet i stolen, kom han selv og bad om at få hjælp til sit tøj, tandbørstning mm.
Lørdag har vi filmhygge, hvor en gruppe på seks børn ser film sammen. Her ville to af børnene gerne sidde i stolen under filmen, og vi lavede en aftale om, at de kunne skiftes hvert 20. min. Mads var utilfreds med aftalen, da han ville sidde der under hele filmen, men da hans første 20 min var gået, gik han uden kommentarer væk fra stolen og overlod den til den anden dreng. Dette er usædvanligt for Mads, da han oftest vil agere ud fra egne behov, indtil han får en reaktion udefra. Til sengetid oplevede vi desuden, at det var meget lettere for Mads at være i sine rutiner og faldt hurtigere til ro end normalt.
Vi oplever, at Mads efter at have siddet i stolen, får meget mere ro på sig selv. Det giver ham desuden en større grad af energi, så det bliver lettere for ham, at være i de daglige gøremål. Det påvirker ham altså positivt både fysisk og psykisk. Mads udtaler selv, at han har rigtig meget indre uro, men det hjælper, når han har siddet i stolen. Han har desuden fortalt om stolen derhjemme, og sagt, at den er rigtig god for ham.